26/3-2000: Vejle Boldklub – F.C. København 2-7 (0-2)

 

Mål:

0-1: Harald Brattbakk (34)

0-2: Thomas Thorninger (40)

0-3: Thomas Thorninger (60)

0-4: Harald Brattbakk (68)

0-5: David Nielsen (71)

1-5: Henrik Risom (str.) (75)

2-5: Dan Sørensen (80)

2-6: Harald Brattbakk (83)

2-7: David Nielsen (85)

 

Dommer:

Knud Stadsgaard

 

Tilskuere:

3.951

 

F.C. København (4-4-2):

Michael Stensgaard 6 – Thomas Rytter 7, Bo Svensson 7, Kofi Dakinah 8, Piotr Haren 6 – Thomas Thorninger 8 (77: Mads Kjøller Westh u.b.) , Michael Mio 7, Christian Lønstrup 7, Donatas Vencevicius 7 – Sibusiso Zuma 6 (66: David Nielsen 8), Harald Brattbakk 8 (83: Yüsüf Öztürk u.b.)

 

 

Og på en øsende regnvejrsdag, hvor man ovenikøbet var blevet snydt for en times nattesøvn af sommertiden (den samme sommertid der senere på dagen skulle berøve én for en times Onside, da videoen jo ikke var blevet sat til nogen sommertid da man lørdag indstillede timeren) kørte man ud af København for at undvære det som man vidste ville blive en røvfuld til Byens Hold, der havde fået en stor del af Byen på besøg mod AB og skuffet dybt.

 

Hvorfor skulle denne dag blive anderledes? De sidste to ture til Vejle var endt med dødssyge 1-0-nederlag, og det eneste der antydede at denne kamp kunne blive bedre var at den ærkeidiot Thomas Gill ikke længere stod på mål. Peter Christiansen, Niclas Jensen og Carsten Hemmingsen ude med karantæne og Todi og Kim Madsen skadede, og så svirrede det endda med rygter om at både Bo Svensson og Mads Kjøller Westh også skulle være tvivlsomme. En klam fidus, ligesom vejret.

 

Men så gik det jo godt. Erik Bo Andersen, som man i sit stille sind havde lov til at frygte efter sin sidste optræden i Parken, var blevet beskrevet i søndagens Politiken som Poul Erik Andreassens tip til en EM-joker. Det viste gudskelov, at man læser masser af komplet åndssvage ting i avisen (der stod også, at man regnede med 15-16.000 tilskuere i Brøndby). Erik Bo var komplet værdiløs og talentløs, og ligesom næsten hele Vejleholdet – Ulrik Balling spillede strålende – var han nærmest pinligt ringe og langt under superligastandard.

 

Og når så samtidig F.C. København gik ud med en helt kompromisløs indstilling om at den kamp skulle vindes, for nu var man træt af pis, så var muligheden for at bryde forbandelsen til stede. Det skete, og Vejle fik den røvfuld de havde lænet sig op af i de sidste to kampe mod ineffektive hold fra AB og Lyngby.

 

Opstillingen var 4-4-2, og det var en lettelse efter den rodede 4-5-1 vi så sidst. Der skal ifølge denne uvidende betragter være to mand på toppen – to angribere. Og når det så hævdes at der spilles 4-3-3 synes jeg det er noget vås her i landet. Slå op i den Sportsjournalistiske ordbog her på siden og se hvad 4-3-3 virkelig betyder. Når Barcelona siger at de spiller 4-3-3 passer det. Ditto Rosenborg. Men ellers: glem det. Og smid en mand til på top. Brattbakk var igen angriber i dag, og hvor det dog klædte ham.

 

Det begyndte stille og roligt, og i den første halve time kunne man ikke vide at det ville gå som det gik. Slet intet skete før syv minutter inde i kampen, hvor Nicolai Jørgensen fra Vejle fik bolden lige op i masken da Harald Brattbakk slog en lang bold frem. Han gik ud som et lys, kom på benene, men var nødt til at udgå et par minutter senere. Første FCK-skud kom fra Donatas, der fik smækket til fra kanten af feltet, men det var for blødt og høfligt til at give problemer.

 

På dette tidspunkt, et kvarter inde i kampen, kom Vejles Crazy Reds åbenbart i julestemning og begyndte at synge på melodien til ’Bjældeklang’. Sødt, ligesom deres hjælpeløse udgave af ’You Are My Sunshine’. Lærer man ikke engelsk i Trekantsområdet?

 

I en tid frem kunne vi så se en del angreb, som så meget farlige ud, og som var klasser over hvad vi så på noget tidspunkt i den tåbelige anden halvleg mod AB, men set her i bakspejlet efter syv flotte mål er det faktisk ikke noget der fortjener omtale. Ikke noget før Brattbakk for alvor begyndte at genere de bageste fire hos Vejle, hvilket skete da Mio spillede en bold lige ned midt gennem VB’s forsvar, som Brattbakk prikkede til. Den smuttede forbi Erik Boye og ramte højre stolpe, og nu begyndte det at ligne noget.

 

Chokerende nok kom Vejle tæt på, da Jesper Ljung skød fladt fra kanten af feltet, men der var ikke noget at være seriøst bange for. Det så værre ud lige efter, da pokker tog ved Ulrik Balling, som driblede igennem vores højreside og afsluttede lige på Stensgaard, der var kommet ud til ham. Havde han været lidt køligere var det blevet en helt anden kamp, men dette er ikke kaosteori, det er fodbold, og det næste der skete var at Vejle fik klask.

 

Brattbakk scorede, og han gjorde det med stil, og muligvis med lidt urene midler; det påstod i hvert fald vores sidemand på tribunepladsen med den røde VB-hue. Har han ret, så har han ret, og det er hvad det er, men han påstod også at ”det var typisk FCK, det gør de altid”, og det må være en mand, der ikke ser København spille særlig tit, der siger det. Alene i Aalborg var vi uheldige nok for en hel sæson med dommerindsatsen, så mon ikke det her var en mere end rimelig tilbagebetaling (og i øvrigt havde Vejle altså tabt alligevel).

 

Og ligemeget hvad kan det jo være, at det ikke var forsætligt. Det var i hvert fald flot hvad der fulgte, uden om en mand og uden om Erik Boye, og så trille den ind i det tomme mål som han har gjort det mere end 100 gange for Rosenborg.

 

Vi var lidt heldige med at Vejle igen brændte en større chance efter et frispark, hvor nogen headede uden om mål, og svarede igen med det samme med det næste mål. Et nyt påfund var at lade Thomas Rytter tage hjørnespark, og det første forsøg var gået håbløst galt, da bolden noget ynkeligt trillede langsomt ind mod den forreste stolpe. Det andet gav et mål som resultat. Indover udadskruet indlæg fra højre, og Zuma løb frem til den ved forreste stolpe og headede videre til Thorninger, der snittede den i mål.

 

Vild jubel og mangel på fatteevne hos mangen en forvirret københavner, der forsøgte at vride hjernen for at huske hvornår vi sidst havde ført 2-0 ved pausen i en ligakamp. Denne Nipser kan faktisk ikke huske det, men vil gerne vide det. Var det mod Århus Fremad i november ´98? Hvorom alting er, så vidste man at nu var det sket. Denne kamp var vundet. Der havde været check på tingene, selv i den korte periode, hvor der var lidt ond stemning på banen. Brattbakk og Løns fik gule kort, og Rytter burde helt klart have haft et, men mest interessant var det at se Calle Facius og Thomas Thorninger fronte hinanden. Tina var smart nok til ikke at fremture, for Calle er syg i bøtten. VB’s fans sang at ”Calle Facius sparker røv”, men selv husker jeg ham nu mindre for at sparke røv, og mere for at albueslå kæbe.

 

I anden halvleg var det som om, at Vejle havde indset at de havde spillet fiol mens byen brændte, og de kom ud med lidt mere mod på livet og kampånd. I de første tyve minutter pressede de godt, men det var ikke noget der for alvor så skræmmende ud. Man gøs, da Erik Bo kom løbende frem til forreste stolpe og blev ramt på knysten af bolden, der snurrede lige over Stensgaards overligger. Knysten er et fremskridt for en spiller, der scorer de fleste mål med knæet, skulderen, øret og måsen, men helt ærligt – han er altså en æstetisk katastrofe, den mand. Hvordan Vejle kan tro at han skal redde deres sæson er ufatteligt. Hvis man skal lægge alle sine æg i én kurv skal man lige sikre sig at kurven har et håndtag, og at den ikke er fuld af huller (og ser fjollet ud).

 

Flere muligheder fik Jerry Brown, der brugte noget så u-Erik-Bo-agtigt som vristen til at skyde med den ene gang – den anden gang spillede han Erik Bo fri, og denne kvitterede prompte med at skvatte over bolden.

 

Og så var det også slut; afstraffelsen kunne begynde. BIFF! Thorninger med et hovedstød ned i hjørnet til 0-3. BANG! Brattbakk løb diagonalbold i mål til 0-4 (mens Vejlespillerne nød at Herfølge var kommet foran). POW! David trillede friløber uden om Boye til 0-5.

 

Yep – Vejle var til nar, og der var rigelig plads nu på de små tribuner. En del var gået hjem, ikke så mærkeligt da regnen øsede ned, og det kun er en brøkdel af tilskuerne der står under tag. Også FCK’s fans stod som sædvanlig i regnen, men det så nu ud til at gøre mindre.

 

De folk der var gået skulle gå glip af to Vejlemål, og det er jo synd, når Vejle ikke ligefrem ligner et hold der vil øse mål ind i resten af sæsonen. Først reducerede de på et tyndt straffespark, der skulle være begået af Kofi Dakinah, men mest lignede en gang svæveflyvning, og så skød Dan Sørensen en ny reducering ind. Han stormede endda ind i målet for at hente bolden og få sat den hurtigt i spil igen! Kært.

 

Den kom i spil igen og havnede også bag Boye igen, da Brattbakk tog en spadseretur gennem VB’s nu ikke-eksisterende forsvar og knaldede bolden hårdt op i nettaget. Og det syvende kom fra David, der løb på en lang bold og overhalede en totalt ligeglad Vejlemidtstopper – om det var Jens Madsen eller Jan Sønksen ved jeg ikke, og der er heller ingen grund til at hænge folk ud – han chippede den over Boye til den komplette ydmygelse.

 

Det kunne sagtens være gået værre for Vejle, men desværre scorede Harald ’kun’ tre mål og ikke de seks han havde chancer til. Men nu har vi ham hvor vi vil have ham – i angrebet – og med et snit på ét mål pr. kamp.

 

Hvorfor Vejles fans hedder The Crazy Reds vides ikke, men en anelse mental svækkelse må man tilskrive dem midt i anerkendelsen af den måde de tog ydmygelsen på. De sang troligt videre, men det er nok de færreste tiltalte der har registreret at de sang ”Rundesang, rundesang, FC synger den næste sang” over mod en FCK-kurve, der selv skrålede af fuld hals. Og det er meget få der ligefrem vil blive truffede at at man synger ”God tur hjem” ad én, når man fører 5-1 på udebane. Det må da være ironisk ment?

 

Vi fik en god tur hjem, og efter 0-5 i Kolding og 2-7 i Vejle er Trekantsområdet et pragtfuldt sted at komme. Gid vi kunne spille mod Vejle hver uge. Hold jer oppe, drenge – lad os få de århusianere ned i stedet for – eller bedre: lad os give dem en røvfuld af samme kaliber!

 

Fusionsnipserne