Mål:
52: 1-0 Stefan Bidstrup

Tilskuere: 5.356

Dommer: Nicolai Vollquartz

F.C. København (4-4-2): Karim Zaza 4 – Thomas Rytter 3, Diego Tur 3, Michael Mio 4, Niclas Jensen 2 – Christian Lønstrup u.b. (17: Yüsüf Öztürk 5), Carsten Hemmingsen 4, Donatas Vencevicius 3 (59: Thomas Lauridsen 2), Claus Nielsen 2 – David Nielsen 3, Todi Jónsson 2 (59: Thomas Thorninger)
Ikke benyttet: Rune Pedersen

"Why do we always come here?
I guess I’ll never know
It’s like some kind of torture
To have to watch this show"

(De to gamle teateranmelderes linier fra temaet til The Muppet Show – sunget på Lyngby Stadion denne mandag aften)

Endnu en udebanetur, og endnu en ydmygelse mod et hold der ’på papiret’ skulle være nemme nok at slå. Men efterhånden er udtrykket ’på papiret’ et af de mest kvalmefremkaldende i det danske sprog; og i hvert fald værdimæssigt et af de fattigste. For selv på papiret vindes fodboldkampe stadigvæk af det mest dedikerede og velspillende af de to hold. Og hvis de er ringe, også ’på papiret’, så vinder de alligevel hvis deres modstandere er endnu ringere.

Ikke så meget udenomssnak denne gang. Men Deres Udsendte FF, som også har kigget kampen igennem på video, vil da godt lige knytte en kommentar til Lyngbys nye og kæmpestore Bad Blue Boys-flag, der dekorerede deres afsnit på den nye hovedtribune. Måske er det bare Deres Udsendte, der er pinligt politisk korrekt og en sur gammel kvetch, men jeg er ganske godt tilfreds med at det ikke er FCK-fans, der stolte lader sig inspirere af en af de mest nationalistiske og voldelige fangrupper i Europa, nemlig Croatia (eller Dinamo, som de foretrækker) Zagrebs kroatiske hooligans af samme navn.

Men det er vel ikke værre end at danne en fraktion hvis navn er direkte afledt af Combat 18, går jeg ud fra.

Hvorom alting er: det var en lummer sensommeraften på Lyngby Stadion. Fine fodboldbetingelser, selv på en lidt knoldet bane. FCK mødte med den samme trup som sidste uge slog OB, og den eneste ændring var at Todi gik ind i stedet for Lauridsen i angrebet. Cliford var igen blevet siet fra i sidste øjeblik, selv efter at Henrik Larsen i Løvetimen fredag roste hans skarphed. Det er ikke uforståeligt, hvis han nu for alvor er ved at gå ud af sit gode skind.

I modsætning til FCK manglede Lyngby mange stærke spillere. Fremfor alt ved vi hvor god Martin Johansen er, og lad det ligge ved den bemærkning. Hvad jeg mener med dette kan en blind mand vel føle med sin stok. Han var skadet, ligesom Jimmi Lüthje, og Nichlas Hindsberg havde karantæne. Så Lyngby stillede op i den formation vi kender fra sidst: Martin Birn bagved, Søren Hermansen i front, og så otte attenårige drenge fra Skodsborg og Humlebæk, mindst halvdelen sikkert af adelig slægt. Og det er ’på papiret’, vi bør og skal slå dem. Men på banen har vi nu fået tæv af den flok glade førsteårsseniorer to gange i træk. For sidst vi mødtes var det den helt samme historie.

Men det er ikke sådan, at jeg nu vil sidde og snakke om Lyngbyspillernes fortræffeligheder. For de spillede rædselsfuldt. Det var udelukkende FCK’s skyld, at de ikke afgjorde kampen til deres egen fordel i første halvleg. Problemet var så, at da det gjaldt spillede F.C. København endnu ringere end Lyngby.

Den kamp var så skidt… to gange har jeg set den nu, og den anden gang var værre end den første. Og hvis vi så kunne sige, at det var under vores standard. Men faktisk skabte FCK næsten flere chancer end vi gjorde mod både Viborg, Silkeborg, AGF og OB. Ikke i de første tyve minutter, hvor der kom et par skæverter ind, og hvor både Todi og David forsøgte saksespark som mislykkedes. Og så efter tyve minutter kom den åbne chance, det sekund hvor FCK kunne løse op for nerverne. Niclas kom bag forsvaret, og inde på midten var Claus Nielsen helt blank på hovedstød – han headede bolden lige i favnen på Fahlström. Deprimerende.

Endnu mere deprimerende var det kort forinden at have set den arme Lønstrup humpe ud ad banen efter at have ødelagt sit lår i en nærkamp. I det første kvarter havde han ikke nået at sætte sit præg på spillet, og faktisk gjorde Öztürk det rigtig godt på højrekanten (selv om også han deltog ivrigt i det planløse indlægslosseri senere i kampen). Men spillet flød bare slet ikke nu. Hverken Donatas eller Claus var gode overhovedet. Claus har helt mistet det pep og gå-på-mod, han rendte rundt med i foråret. Og hvem kan bebrejde ham, for er det virkelig opgaven for et 21-årigt stortalent at skulle rejse hele holdets præstation uge ud og uge ind?

27 minutter inde kom den anden 100%-chance, som faldt til Öztürk der også havde god plads til at heade på mål. Denne gang gik den udenom. Og det var det for første halvleg. To store chancer brændt. Og resten var noget halvhjertet akrobatik og nogle helt mislykkede frispark, fyret af langt udefra af Hemmingsen. Oveni denne misére var Lyngby gudjælpemig ved at score på en kontra; en lang flad aflevering røg frem til Søren Hermansen, der ventede lige akkurat så længe med at skyde at Mio kunne nå at komme imellem.

Pause, og indtrykket var at FCK faktisk kunne have fortjent at føre. Men hvorfor skulle de spille så gyseligt? Så planløst, så tilfældigt, så forvirret? Men det blev bare værre.

For anden halvleg var rent ud sagt en falliterklæring efter at Lyngby kom foran ved det kludemål, som Stefan Bidstrup satte ind efter at tre FCK-backer var faldet inde i feltet, blokerende Karims udsyn totalt, og efter at Öztürk kom til at skubbe bolden hen til ham. Fladt skud nede i hjørnet, intet at gøre for Zaza, og ikke for at virke bagklog, men Deres Udsendte vidste med det samme at nu var kampen tabt.

I den sidste halve time pressede FCK hårdt på, men to skud – to skud!! – på mål var hvad holdet formåede at sætte ind. Ét med et kvarter tilbage, godt hårdt skud fra højre side af Öztürk, men ikke noget problem for den store Per Fahlström, eller nogen anden person over 170cm. Og med syv minutter tilbage fik Thorninger fyret en smuk helflugter af, som Fahlström forbløffende nonchalant daskede over overliggeren.

Thorninger var kommet ind sammen med Thomas Fløde med godt og vel en time tilbage. Han gik så ind på den offensive midtbaneplads, så det ud til, men rykkede snart op som regulær angriber. Og hvorfor ikke? Der var ikke brug for ham på midtbanen. For den ene lange og komplet meningsløse bold blev losset op til angriberne. Enten bagfra eller diagonalt, i alle tilfælde umulige at få under kontrol og arbejde med, og en som alle Gefundenes Fressen for Martin Birn, der spillede en stor kamp på en billig baggrund – han må have grinet godt og grundigt indvendigt (ikke mindst med tanke på sin klubhistorie) når han så endnu en lang bold i bedste norske stil, moden og klar til at blive headet lige tilbage i hovedet på FCK’erne.

Sommetider skabte det endda chancer til den hurtige Hermansen, f.eks. med ti minutter tilbage, hvor Mio var for nonchalant, Hermansen smuttede indenom ham, og FCK blev reddet af Karims kvikke opfattelsesevne.

Men var det det? Fire forsøg på mål? Ja, det var det faktisk. Det var hvad FCK kunne skabe af hæderlige chancer. Okkejo, da, der var fire-fem saksespark uden retning. Og der var fire-fem direkte frispark, hvor kun et ramte målrammen… det trillede stille og roligt ind i Fahlströms trygge favn. Der var det løse, et par forkølede afslutninger udenom. Og til allersidst havde Hemmingsen et skud der gik få cm uden om.

Og så var der vores hjørnespark – og de var en historie for sig. Det er efterhånden kommet så vidt, at næste gang vi får et frispark eller hjørne – ja, i virkeligheden også et straffespark – så kan man lige så godt losse bolden tilbage til Karim. For vi får ikke en dadel ud af det alligevel. Skæve indlæg til spillere, der helt åbenlyst ikke aner hvor de skal placere sig. Ingen indøvede kombinationer. Ja, det er der måske, men i så fald er de så mystiske, at hverken spillere eller tilskuere kan forstå dem. Eller også bliver de ikke udført ordentligt. Det ser ud som om hjørnespark aldrig øves. Det kan da ikke være sandt?

De sidste sekunder af kampen viste, hvor skidt det står til. Karim kastede bolden ud til Diego, der havde en mand lige i nakken. Han ville losse væk, men gled i græsset og var nødt til at stoppe bolden med hånden. Sekunder senere skulle Karim sætte bolden hurtigt i spil og lossede den hårdt forbi Rytter, direkte ud over sidelinien. Panik før lukketid.

Set udefra virker det som om der ingen plan er. Udover at så snart vores backs kommer til midterlinien skal de lægge lange diagonalbolde. Stikninger og løb i dybden – ikke her. Backs, der kommer til baglinien og lægger præcist indover (og det er trods alt den måde FCK scorede de eneste to mål i sæsonen) – ja, det gik i første halvleg, to fine oplæg af Niclas, men i anden kunne Rytter og Niclas, og såmænd også Diego og Mio, råbe "FORE!" som en anden golfspiller i sekunderne inden bolden fik det ufortjente fur op ad banen, som den gjorde.

For nu at holde fast i begreberne fra den leder, vi netop lagde her på siden om "the Glory Game", så er det så soleklart som aldrig før: Vi vinder ikke noget som helst med det gudfrygtelige losseri. Vi skaber ingen chancer. Vi kommer til at tabe til Vejle i Parken, til Brøndby i Brøndby, til Esbjerg i Parken, til AB i Gladsaxe, og til Herfølge i Parken – oh skræk og ve hvor vi kommer til at tabe til Herfølge i Parken. For de, med John Faxe – John bloody Faxe! – som træner spillede ude i Brøndby dagen før denne flovmand, og spillede en kamp som var klasser over noget vi FCK-fans kunne håbe at se vores hold præstere.

Hvis det er processen, der arbejdes med, og hvis resultaterne er ligegyldige, så skal man pinedød holde sig for øje at den proces fortsætter konstant. Det tyder intet på lige nu. Eller, nærmere betegnet tyder noget på at den fortsætter i den gale retning. Et skridt frem og to tilbage.

Det korte af det lange er, at spillerne spiller ikke godt. Og at hvis dette fortsætter, rykker vi ned. Nu, mere end nogensinde før, må Kim Brink komme ud og fortælle os: Hvad er planen? Hvori består processen? Det er nu det gælder, Kim. Hvad har du tænkt dig at gøre nu?