22.11.1998: F.C. København-Aarhus Fremad 3-0 (3-0)

22.11.1998: F.C. København-Aarhus Fremad 3-0 (3-0)

25: 1-0 David Nielsen
29: 2-0 Thomas Thorninger
45: 3-0 Niclas Jensen

Tilskuere: 10.002

Dommer: Sten Knudsen

F.C. København (3-5-2): Michael Stensgaard 8 - Diego Tur 3 (73: Todi Jónsson 3), Piotr Haren 3, Michael Mio 2 - Niclas Jensen 7, Carsten Hemmingsen 3 (78: Claus Nielsen 3), Lars Højer 5, Peter Nielsen 4, Thomas Rytter 2 - David Nielsen 7, Thomas Thorninger 4.

Stadig ingen Laudrup! I hvert fald ikke på banen, men manden, som så mange venter på, kom lige ud fra spillertunnelen for at vinke til de mange tilskuere. Det var ikke nogen stor parade, der blev arrangeret for ham, og mange virkede skuffede over, at der ikke skete mere og at han ikke kom over til Øster Allé-tribunen for at sige hej. Deres Udsendte mener, at det er langt, langt skudt over målet og småligt at klage over den slags. Først fordi Brian er en spiller som alle andre: han er skæppegod, men behøver ikke være en standupkomiker eller tage en rød næse på for at underholde – han er i Parken for at spille fodbold. Og så fordi han ikke var klar. Vi er der for at støtte de 11, der starter inde.

Dermed ikke sagt, at det var forkert at synge ”Laudrup på banen!”, som Nedre C gjorde. Det ER svært at holde sig af bare spænding. Men det er jo kun én mand. Der var et helt hold, der pinedød skulle vinde over Fremad, det hold som vi blamerede os så grimt mod i den superligakamp, som såmænd blev den første i en ubesejret stribe, som nu har varet i mere end to måneder. 2-2 ville ikke være et godt resultat.

Man bemærkede som noget af det første, at der var gået slemt ged i måltavlerne, som var døde som sild inden kampstart. Og det er selvfølgelig, af MEGET oplagte grunde, ikke noget som Deres Udsendte er glad for at tvære rundt i. Men når nu selvsamme Udsendte virkelig gav Herfølge kniven for at afvikle kampen sidste måned på en meget amatøragtig måde, må jeg desværre være konsekvent. Derfor: det ligner ikke noget at have et informationssystem, der ikke informerer. En ting som en velfungerende måltavle og en speaker, der straks oplyser om udskiftninger er ting, der simpelthen SKAL være 100% i orden, især for en klub af FCK’s status og størrelse. Og så er det underordnet, om de involverede måtte være lidt krøllede efter en sen aften...

Af denne grund har jeg ingen idé om, hvem dagens dommer var, og råbene på Brian overdøvede også Fremads holdopstilling, så det var ikke meget jeg vidste om de forskellige spillere på det hold. En man kender er dog målmand Niels Christian Jørgensen, som gennem hele efteråret har været fremragende. Men allerede efter fire minutter, hvor intet var hændt, sørgede han for at forvirre mig yderligere, og samtidig at afgøre kampen til egen ugunst, nemlig ved at blive vist ud.

Han tog et idiotisk udspark, som hoppede lige ud foran Peter Nielsen. Anføreren spillede meget flot David fri, og han havde sendt bolden forbi den håbløst strandede Jørgensen, hvis målmanden ikke havde skubbet labben ud ca. tre meter uden for feltet. Soleklart rødt kort, og ingen tvivl hos den i øvrigt ikke særligt stærke dommer (han tillod alt for meget hårdt spil, og desuden overså han noget, der lignede en udvisningsmoden albuetackling fra Thomas Rytters side).

Frisparket burde være en formssag for Højer, nu hvor forsvarsspilleren Stig Haaland (TV3 sagde i hvert fald, at det var ham) var røget på mål. Han så ærlig talt lidt klejn ud! Men skuddet blev rettet af i muren. Riposten røg ud i venstre til Niclas, som skød/centrede og ramte sammenføjningen.

Ærgerligt, men vi vidste alle, at nu var den hjemme. Det må alligevel være surt at være Fremad-fan og rejse hele vejen til København, hvorefter man efter 4 minutter kan konstatere, at éns hold ikke har en kinamands chance for at få point med hjem. Men dem om det.

Folk hyggede sig fint i den rigtig godt fyldte Park – D-tribunen var i dagens anledning fyldt op med folk, der havde fået fribilletter, som var blevet uddelt til aktionærerne. Det hjælper bestemt på udseendet, når der er folk på alle tribuner.

På banen skete der skuffende lidt, og den bedste chance kom til Fremad efter 10 minutter, hvor en af de gulstribede headede på mål i helt fri position. Men Stensgaard viste den første af dagens helteredninger.

Først efter tyve minutter begynder spillet at køre, og Haaland havde på det tidspunkt stået i et kvarter uden at nogen havde skudt på ham. Men endelig smækkede Anføreren til, skuddet blev blokeret, og riposten havnede hos Hemmingsen, der noget ufint tyrede bolden mod den urutinerede ’målmand’. Flot redning, faktisk. Den havde siddet oppe i hjørnet.

Nu virkede tavlen, om end ikke kampuret. Og man stod og blev forarget over, at der stod 0-0 på den, da den endelig blev tændt. Den gik så kold igen, da der endelig skete noget, som kunne fortjene at blive skrevet på den. Vi fik et hjørne i venstre side. Det blev taget kort, og Højer lagde et indlæg, som i første færd så for langt ud, men som lå helt perfekt ved baglinien til Mios hoved – Mio headede behersket indover til David, som let scorede til 1-0.

Komplet dominans havde FCK fra det ene minut til det andet. Der gik kun et par minutter inden det blev 2-0, og det var såmænd Carsten Hemmingsen, der med en meget kælen bold frem fandt David inde i feltet. David lagde meget flot bolden til rette for Thorninger med brystet, og lige så flot skruede han så bolden over i det fjerne hjørne med venstre ben.

Nu lignede det optakten til en syngende røvfuld, men vi kender jo vores lus på gangen – heller ikke i dag skulle vi se FCK overgå den beskedne rekordhjemmesejr på 5-1, som vi fik mod Frem for seks år siden og tangerede mod Lyngby for nylig. Efter godt en halv time tog Højer et frispark fra 30 meter og sendte en tordenkile afsted. Den ramte stolpen efter at have skruet INDAD forbi den totalt fejlplacerede mur. Returbolden landede foran David, der hamrede den over fra fire meters afstand. Ikke godt.

Og Thomas Rytter, der spillede sin sikkert dårligste kamp for FCK (hvilket, skal det indrømmes, ikke er svært – han er som regel fremragende), fik en friløber fra en meget smuk dyb aflevering fra Diego og brændte meget pinligt; han ventede simpelthen for længe med at afslutte. Han var MEGET fri.

Vi kom hen mod slutningen, og Fremad fik stadig chancer, hvilket de skulle blive ved med hele kampen ud. Forsvaret var i dag meget ringe spillende og lod sommetider de jyske spillere lave legestue med sig. Det var kun Stensgaards fortjeneste, at der ikke blev scoret. Han var til gengæld i topklasse og blev hyldet hen mod slutningen med ”Stensgaard, vi vil savne dig!”. Men det var ironisk, at det i Kim Brinks sidste kamp som træner i Parken var forsvaret, der svigtede så slemt, for det har jo netop været hans styrke at kunne få den afdeling til at virke.

Lige før pausen er det Diego, der begår en vanvittig fejl, så Stensgaard må være heroisk igen. Og så troede man, at det var det, men i overtiden finder David meget flot og præcist den, som så mange gange før, helt frie Niclas, der scorer flot i nettaget med en first timer.

Igen havde David været vores helt store spiller, og Stensgaard i målet ganske storartet.

Pausen bød på Los Umbrellos, anført af Al Agami, der har FCK-hjertet på rette sted, men som rent musikalsk godt nok har solgt ud som få. Ikke dårligt med lidt sommermusik på sådan en kold dag, og i det mindste var det ikke Aqua/Daze/Infernal/Shit’n’Shite med deres sange om legetøj, men stadig lidt noget gylle. Men man kan tage det eller lade være – jeg valgte at lade være. I øvrigt ros til Parkens kaffe – nu kun med 50% asbest! Nej, den smager faktisk helt okay.

Anden halvleg var dårlig. FCK virkede lade og lidt forvirrede. Thorninger og Rytter strøede om sig med fejlafleveringer, og selv Davids spilleniveau faldt drastisk, kombineret med to helt ufattelige afbrændere. Jeg skrev i mine noter noget om, at folk på C-tribunen er for langsomme til at rose David, når tingene lykkes, og for hurtige til at brokke sig, når noget går galt. Men jeg måtte strege det ud, da han rundede ’målmanden’ og helt blank, med åbent mål, sendte bolden langt udenom. Det er et problem, at han er i stand til at brænde så godt som hvilken som helst chance.

Vores angribere fik heller ingen hjælp fra den lusede linievogter, som ikke bare tilnærmelsesvis var sin opgave voksen. En gang til: Når bolden spilles! Skriv det 60 gange på tavlen, din idiot.

Så var det Mios tur til at kvaje sig, og Stensgaard måtte blære sig med endnu en smuk fodparade. Det gentog sig et par gange, samtidig med at angrebsspillet blev stadig mere stift, og spillerne så ud til at være taget på ’den mentale juleferie’. Todi kom ind som tredie angriber, men det hjalp ikke. Jeg tvivler på, at han overhovedet rørte bolden.

Til sidst fik vi et par store chancer til David og til den også nyindsatte Falch. Men det gav heller ikke noget, og det var dermed en sikker, men langtfra prangende sejr. Men det er vel også OK.

Dog ville jeg bare en eneste gang se et hold komme ind i Parken og blive ribbet og flået af et FCK-hold, der spiller med fuld energi og koncentration i alle 90 minutter. Se DET er underholdning!

Fusionsnipserne