Chelsea - F.C. København 1-1 (0-0)

22.10.98: Chelsea - F.C. København 1-1 (0-0)

81 min: 0-1 Bjarne Goldbæk
90 min: 1-1 Marcel Desailly

Dommer: Metin Tokat, Tyrkiet

Tilskuere: 21.207

F.C København 4-5-1 - Michael Steensgaard 11, Thomas Rytter 11 (afløst af Kim Madsen 11), Michael Mio 11, Piotr Haren 11, Niclas Jensen 11, Carsten Hemmingsen 11, Lars Højer 11 (afløst af Morten Falch 11), Peter Nielsen 11, Bjarne Goldbæk 11, Thomas Thorninger 11 (afløst af Todi Jónsson 11), David Nielsen 11.

Kære Læser, lad os først beklage forsinkelsen på dette referat. Men Deres Udsendte valgte som mange hundreder andre fans at tage turen til London og Stamford Bridge. Og hvilken tur det blev. Deres Udsendte var blandt de knap 30 stykker, som valgte DFDS-turen, og den var simpelthen kanon. Tak til arrangører og dem der var der for denne del!

Før selve kampen samledes alle vi fans på en pub et par kilometer fra Stamford og marcherede samlet til stadion. I al fredsommelighed, også det var smukt. Hvor mange vi var derovre, må blive et gæt, men et eller andet sted mellem 600-800 er nok ikke helt skudt ved siden af. Allerede hurtigt oplevede vi et par meget konkrete eksempler på den "nye" engelske fankultur, som desværre har vundet indpas på en del stadions derovre, da en kontrollør - under spillernes opvarmning - stillede sig op og bad os undlade at synge sange indholdende ordet "fuck" mod Chelsea-fansene. Som på det tidspunkt faktisk var ganske fåtallige. De fleste af dem ankom først 5-10 minutter før kickoff. Dette blev sådan set blot begyndelsen på en serie af groteske hændelser på vores tribune. På Stamford tager man nemlig også All-seater princippet meget bogstaveligt. Hvilket gav kontrollørerne en masse skrupler, da vi NATURLIGVIS insisterede på at stå og synge. Midtvejs i 1. halvleg efter diverse henstillinger via højttalerne, som NATURLIGVIS intet nyttede, greb de så til mere håndfaste metoder og begyndte systematisk at hive folk ud fra stadion. En hel flok kontrollører inspicerede rækkerne og udpegede de folk, som de mente var lidt for aktive med den simple og helt uskyldige ting til at stå under en fodboldkamp. Deres Udsendte så ihvert fald tre blive ført ud, angiveligt fordi de havde opfordret de omkringstående til at blive stående. Måske var der flere? Ihvert fald bør alle de fjernede have stor respekt!!! For det var vanvid! At fodbolden i England er sunket så lavt, kunne ingen forestille sig. STAND UP IF YOU LOVE THE GAME, brølede vi mod de bovlamme Chelsea-fans! For hvor fanden er jeres selvrespekt efterhånden henne, engelske fans! (Stol på, at vi i en kommende leder vil forfølge denne sag yderligere på nipsersiden)!

Selve kampen startede som man kunne vente. Chelsea forcerede fremover, men FC-spillerne var meget tændte. Der blev tacklet så det sang langt ud i den vestlondonske støvregnsaften. Hold kæft, hvor var det flot. Kaptajnen og Hemmingsen gik forrest i åbningsminutterne, men hele holdet tændte af. Chelsea havde bolden meget, fik den til tider nok også lidt nemt, da de københavnske spillere fra start stod meget defensivt. Men rigtig farlige blev de først langt henne i halvlegen. På et tidspunkt hvor David havde haft en kæmpechance for at bringe FC foran. I en lang periode var spillet simpelthen hæsblæsende, en rasende fart dirigeret af Chelsea, anført af især Brian Laudrup (som faktisk spillede en stor kamp og noget uretfærdigt blev hånet fra vores side) og Zola. Men alle FC-spillere knoklede som besatte for at hænge på. Og i målet var Steensgaard sublim. I slutningen af halvlegen hvor det brændte mest på, diskede han op med to pragtredninger. Og hvis han endelig blev passeret havde vi stolperne med os. 0-0 ved pausen var mere end man næsten turde håbe på, men et eller andet sted heller ikke ufortjent. For aldrig har et FC-hold spillet med så meget hjerte. Efter pausen ændrede tingene sig ikke meget, Chelsea forcerede og københavnerne hængte fortsat på. Med de kræfter, som efterhånden svækkedes og gjorde de offensive fremstød temmelig spagfærdige. Men stadig var der Steensgaard og en god stolpe. Samt en mastodontisk defensiv, omkring Pjotte og Mio i midten, hvor gamle Mio - som Deres Udsendte blandt flere andre havde afskrevet lidt i de sidste kampe - leverede noget nær sit FC-livs indsats. Og så pludselig skete det, Niclas, Thorninger og Goldbæk får i fællesskab fightet sig til en bold langt oppe på Chelsea's banehalvdel. Og Goldbæk var iskold, de kunne have plukket med terninger til en god maltwhisky fra hans hoved, for med et fladt skud fra kanten af feltet passerede han Ed de Gooy i Chelsea-målet. Det var mageløst, alt eksploderede. Jubel, jubel, jubel. For vi fortjente det, spillerne, fansene, for hele denne kæmpeindsats mod irriterende kontrollører og dyre Chelsea-stjerner. De sidste minutter henstår stadig for Deres Udsendte i en ekstatisk tåge. Man vendte sig rundt, hvor lang tid var der (der var intet ur på stadion!), folk råbte og skreg, og ingen fattede egentlig at det var sandt! Men det var det. Indtil fjerde minuts overtid, hvor Desailly fangede bolden i FC's felt og behersket sendte udligningen ind. Via stolpen, som for tredje gang måtte holde for. Men denne gang ikke var os behjælpelig. Ak, ak, ak, man kunne græde! Hvor fanden fik den ellers udmærkede tyrkiske dommer al denne tid fra. Fire minutter!!!! Der var ingen nævneværdige spilstop i hele 2. halvleg, udover udskiftningerne. Det var for grumt, så ondt, for et eller andet sted var denne aften i London bare vores. Men som minutterne gik efter slutfløjtet og vi vandrede fra stadion, så forstummede den umiddelbare skuffelse meget hurtigt. Reelt var der intet ufortjent ved Chelsea's udligning, det var mere tidspunktet. Ligesom den gråd, som lå lige for da det skete, aldrig helt kunne elimere den usandsynlige glæde, den helt usandsynlige stolthed på hele FC Københavns vegne, som man også følte inderst inde. For drengene havde leveret en jætteindsats på banen, ligesom vi havde det på tribunerne. Ingen kunne tage det fra os, selvom det så blev de der 1-1. Derfor var heller ingen tvivl, da den store nipserdelegation samledes efter kampen og skulle uddele spillerkarakterer. Alle mand fortjente noget som lå langt over almindelig sund fornuft. For hvordan skal man ellers - på retfærdig vis - vurdere end præstation, som denne. Så fantastisk, så sublim, og skulle du alligevel være i tvivl, Ærede Læser, så se blot dette udpluk fra The Times næste morgen:
Even if they are eventually overcome. Copenhagen will be remembered for a display last night that was remarkable in its pride. There are various explanations for the durability. It might have been a question of Danish honour, after the 6-2 evisceration of hapless Brondby by Manchester United on Wednesday. On the other hand, perhaps the visitors to Stamford Bridge just had a desire to embarrass their countrymen and rivals by proving that they were made of much stronger stuff.
Gu' fanden bliver det svært i Parken om 14 dage, lad os heller ikke være blåøjede, men med det hjerte og den fight som vi viste denne torsdag på Stamford, så er der en chance. En lille spinkel chance, som faktisk er blevet noget større end da Deres Udsendte og en masse andre drog mod London onsdag eftermiddag. Og i Parken er der ihvert fald ingen som vil forhindre os i at stå og synge.

Fusionsnipserne