Kampreferat

22.8.97: FC København - Brøndby 4-1 (2-0)

35. 1-0 Peter Nielsen
37. 2-0 Morten Falch
64. 3-0 Todi Jónsson
66. 3-1 Selvmål (Morten Falch)
79. 4-1 David Nielsen

Tilskuere: 31.197

Karim Zaza (7) - Michael Mio Nielsen (7), Morten Falch (8), Diego Tur (7) - Carsten Hemmingsen (7), Lars Højer Nielsen (7) (Carsten V. Jensen (6)), Henrik Larsen (7), Bjarne Goldbæk (9), Peter Nielsen (8) - Clement Cliford (ub) (Todi Jónsson (7) (Aki Hyryläinen (ub))), David Nielsen (8)

Dommer: Peter Mikkelsen (4)

Det er søndag d. 13. juni 1993, næstsidste spillerunde. Jeg står sammen mine brødre og min kæreste på endetribunen på Brøndby Stadion, lige bag Mogens Kroghs mål. FC København har lige udlignet til 2-2, og har nu en god chance for at sikre sig mesterskabet hjemme mod AaB i sidste kamp. Pludselig får FCK endnu en kontra, og tvillingerne fører bolden frem langsomt, men sikkert, ja nærmest drillende. De afslutter turen med overlegent at passere Mogens Krogh og tjatte bolden i mål. FCK er mestre.

Det er søndag d. 20. oktober 1996. Brøndby har lige for gud ved hvilken gang i træk slået FCK, denne gang i Parken, men selv om man havde en anelse om, hvor det bar hen, er man alligevel troppet op. På vej til parkeringspladsen ved Universitetsparken kommer en overgearet Brøndbyfan hen og synger/råber til mig: "FC, vi vil savne jer". Ja, ja, jeg prøver at opfriske hans hukommelse: For 3 år siden var det os, der var ovenpå. Nu er I ovenpå, men mon ikke det er omvendt om et års tid?

I aftenens kamp mod Brøndby blev en del af spændingen lettet allerede da man fik kampprogrammet i hånden: "Dagens dommer: Peter Mikkelsen." IKKE Kim Milton. Lettelsen var mærkbar, omend Peter Mikkelsens håndtering eftersom kampen blev afviklet mindskede glæden over ikke at have Milton blandt os. FC Københavns mest usikre plads var pladsen ved siden af David Nielsen i angrebet, som Kent Karlsson viste sig at tildele Clement Cliford som resultat af hans 3 mål i de sidste 2 kampe. Efter få minutters spil blev den beslutning dog ændret, da Cliford blev skiftet ud med en skade, og ind kom Jónsson.

Kampen begyndte med Brøndby som spilstyrende, mens FC København havde få og ufarlige kontraer. Det var hovedsagelig John Jensen, som fordelte Brøndbys spil, og om det var grunden skal være usagt, men i al fald fik Brøndby ikke rigtig noget ud af deres overtag. Da kampen rundede den halve time kom der efterhånden farlige chancer til Brøndby, men FCK blev også farligere på kontraerne, hvor man udnyttede David Nielsen og Bjarne Goldbæks hurtige og målrettede spil. Brøndby fik chancer ved Bagger og især Bjur, af hvilke Bjurs forsøg på overliggeren var farligst. Kort efter Bjurs chance fik København dog scoret. Peter Nielsen havde bolden lige uden for feltet, gav sig den tid, han fik tildelt af Brøndbys skidt spillende midterforsvar, og udplacerede Mogens Krogh til 1-0. Målet må have rystet Brøndby, for de angreb fuldstændig hovedløst umiddelbart efter, og det var Morten Falch ikke sen til at udnytte ved at score i en mand-til-mand situation med Mogens Krogh.

Anden halvleg bragte Brøndbytilskuerne, der var i noget mindre antal end forventet, flere dårlige tider. Som FCK'er kunne man til gengæld glæde sig over masser af hvide trøjer i publikum, og på publikums reaktioner så det ud til, at vi for en gangs skyld var i overtal mod Brøndbys i de danske medier så højt skattede tilskuerskare. Man undres over, hvordan de kan være 15.000 medlemmer i deres fanklub, det kan da ikke være Kurt Nielsen, der har betalt?
FCK formåede dog at fortsætte sit kontraspil, som forblev Københavns foretrukne stil kampen ud, og som gav et hav af farlige situationer. Efter omkring tyve minutter af anden halvleg fik FCK endnu en kontra, som David Nielsen fik delegeret videre til Todi Jónsson, som langt ude fra fik sendt bolden i en bue over Krogh, som således var fejlplaceret. Kort efter kom Brøndby på 1-3, da et Ole Bjur-skud blev rettet af af Morten Falch og således snød Karim Zaza. Kampens scoring blev afsluttet af David Nielsen i endnu en kontra-mand-mod-mand-situation, hvor han sparkede bolden hårdt og fladt forbi Krogh. Til lejligheden var luftøvelserne afløst af bevægelser, som så ud til at stamme fra en mekanisk dukke, men som dog blev afsluttet af den obligatoriske pump-gun-nedskydning af modstandernes målmand.