Regnvejr, fodbold og kunsten at kombinere det.

Regnvejr, fodbold og kunsten at kombinere det.
-En fodboldsulten fusionsnipsers oplevelser i Bergen.
______________________________

Stolt markedsfører Bergen sig som "Regnvejrsbyen". Det er vist det man kalder at gøre en dyd af nødvendigheden. Personligt lærer jeg aldrig at sætte pris på regnvejr - faktisk vil jeg gå så langt som at erklære et inderligt had til det.
Netop derfor bliver jeg vist næppe en gæst på det bergensiske folkeregister for at melde tilflytning til byen.

Bergen i solskin!

De første par dage i påsken var vejret forbløffende nok solrigt i Bergen - meget solrigt endda. En tur på fjeldet uden regntøj - ja faktisk kun i en tynd trøje (og bukser m.m. naturligvis - man er jo ikke pervers). Der er ærlig talt ikke meget, der kan måle sig med sådan en oplevelse. Meget lidet flaterende kan siges om nordmænd (og vil blive sagt), men man må sgu' give dem, at deres land i solskin er usædvanligt smukt.

Med flere besøg i byen bag mig, vidste jeg naturligvis, at al idyllen ikke kunne vare ved.
Tredje dag kom den så - regnen. Byen blev hyllet ind i en tæt tåge, og den forbandede regn trommede nådesløst og uendelig ned på alt, der ikke var så heldigt at være i læ.

Langsomt begyndte længslen tilbage til Parkens grønne græstæppe at indfinde sig. En nagende fodboldsult, der eller mest er kendt fra de lange og triste vinterpauser i Superligaen. Langsomt tog de tågeinhyllede fjelde form som Parken for mit indre øje, og det indre øre syntes bestemt, at regnens trommen lød som jublende FCK-fans. Rastløst vadede man op og ned af gulvet. Kunne man da bare se en smule fodbold i fjernsynet, eller endnu bedre; nordmændene spiller jo også en afart af fodbold, så måske trisse ned på stadion og se det live.

Et større detaktivarbejde resulterede i, at Brann, som de lokale fodboldhelte samlet betegnes som, først startede i turneringen dagen efter hjemrejse.
Men pludselig der midt i afmagten slog det mig. Ved en af disse "hvor-vi-dog-bare-morer-os-med-at-vade-rundt-og-glo-på-alt-mulig-lort-vi-ikke-skal-bruge-til-noget"-ture til byens centrum, havde jeg set en reklamestander uden for et værtshus reklamerende for Newcastle-Tottenham på storskærm. Nu har hverken det ene eller andet hold min store interesse, men det var da fodbold. Ikke et fuldt fodboldmåltid som FCK i Parken, men lad os kalde det en lille fodboldsnack.

Stolt proklamerede jeg som en anden Hercule Poirot, at jeg nu havde opsporet noget fornuftigt at fortage sig i Bergen i regnvejr. Straks skulle de indfødte dog stikke lus i skindpelsen. Oh jo, ved annonceringen af aftenens indhold, havde jeg, set i bakspejlet, fejlagtigt informeret om, hvor seancen skulle foregå. Stedet hed "Fotball Puben", og de indfødte blev blege og krøb sammen i noget, der lignede oprigtig frygt ved udtale af stedets navn. Stedet havde åbenbart et noget blakket ry, men jeg holdt på mit, idet jeg resonerede mig frem til, at sådan en flok nordmænd da umuligt kunne skræmme en københavner og dermed verdensmand som mig.

En god halv time inden kampstart indfandt jeg mig så i dette, efter udsagnene, helt igennem forfærdelige sted. Men igen havde jeg ret. Ingen grund til panik og opstandelse. Stedet var såmænd overhovedet ikke værre end en gennemsnitlig københavnsk halvsnusket bodega. Jeg fandt mig en fortrinnelig plads med et udmærket udsyn til den opstillede storskærm.
Glæden og overraskelsen var enddog meget stor, da det viste sig, at en halv liter fadøl kunne erhverves for blot 32 Nkr., hvilket må siges at være nærmest fornærmende billigt, norske forhold taget i betragtning.

Kampen, der var noget trist, blev nydt og skyllet ned med en liter (+/-) af det lokale bryg, og en vidunderlig følelse af en ganske hjemlig karakter indfandt sig. Så kære ven. Tag du blot på "Fotball Puben", hvis du skulle komme til Bergen. Ignorér de indfødtes advarsler, og hyg dig lidt med de lokale fodboldtosser, mens du indtager det, der vist er byens billigste fadøl.

På hjemvejen, behøver jeg at sige det var i regnvejr, kunne man så gå og fundere over, hvordan det dog var lykkedes at få en så himmelsk oplevelse i den ellers regnverjsplagede by.
Med fodboldsulten holdt lidt på afstand for en stund, indfandt den helt almindelige og for enhver kendte sult sig. Burger Kings gule og røde helvede af lysreklamer, ledte mig ind i deres etablissiment. En Whopper ville nemlig ikke være af vejen oven på en glimrende aften, men priserne kære venner var absolut ikke "familierestaurant"-begrebet værdigt (hvilket det vel næppe heller er i Danmark - men her var det - lad os sige - udtalt). 45 gode norske krone for en Whopper! Jeg rystede rystet på hovedet, da den mærkværdigt udseende Burger King-slave spurgte om det skulle være en menu eller om jeg ellers skulle have noget til. Jeg husker ikke, om jeg fik set priserne for andre menupunkter, men jeg turde ikke tage chancen, for så mange penge havde jeg altså heller ikke med. Jeg skulle jo også have 17 kroner til den ti minutters bustur der ventede.

Nuvel, nu skal det hele ikke handle om forrykte priser i Norge (men en pakke smøger koster altså 52 Nkr.).

Næste dag, hvor det forøvrigt stadig regnede, bladrede jeg igennem den lokale avis BA (der vist står for Bergens Arbeiterblad el.lign.). I sportssektionen fandt jeg en lille notits i rubrikken dagens sport. Kl. 18.00 skulle Brann møde Litauens landshold i en træningskamp på en bane kaldet Krohnsminde. Selvsamme avis havde gennem flere dage hyldet de lokale helte, og havde ivrigt argumenteret for, at Brann sagtens kunne blive mindst nummer tre i den nyligt forstående sæson.
"Det må jeg se." tænkte jeg, idet fodboldsulten jo ikke var blevet stillet, og desuden var det jo en udsøgt mulighed, for at se om norsk fodbold faktisk er så kedelig som man gør det til.

Jeg fik lokaliseret spillestedet, og hankede op i min kæreste, der på grund af uheldige familieforhold er noget bedre kendt i byen, og så drog vi, klogeligt bevæbnet med hver vores paraply, til fodbold.

Vi ankom til Krohnminde ca. en halv time før kick-off til en af de mest besynderlige fodboldoplevelser i mit liv, men det vender jeg tilbage til - og huskede jeg at nævne at det regnede?
Efter at have forceret en par regnpytter på størrelse med Gentofte Sø, nåede vi frem til billetsalget. Blot 70 kroner pr. person kostede denne træningskamp, hvilket jo må anses som billigt, når man tager de fabelagtige stadionforhold i betragtning. Krohnsminde kunne vel nærmest betegnes som noget man normalt ville tilskrive en østeuropæisk tredjedivisionsklub med uoverskuelige økonomiske problemer grundet de 14 bombeattentater der havde ramt deres i forvejen misserable stadion. Well, naturligvis ville de spare deres hjemmebane til sæsonpremieren, men om ikke andet, så kunne de da godt lige have klippet græstæppet, der var usædvanligt langhåret. Grundet den meget regn var banen desuden det, man vist kan betegne som noget blød.

Brann Stadion.
Brann's normale hjemmebane.

Den ene tribune var overdækket, og vi krøb straks i læ, og glæden var stor, da vi kunne sætte os på C-afsnittet. Så lugtede det da lidt af fisk. Træbænkene var såmænd udmærkede at sidde på, og efterhånden fyldtes den lille tribune af folk, der havde fået den samme indskydelse som os selv. Nogle var iført spilletrøjer, men det var få. Flere havde et ret grimt halstørklæde på, men de mest iøjnefaldende var dem, der havde en striktrøje i Branns rød/hvide farver. Meget festligt! De fleste var dog i "civil".

Kampen blev fløjtet igang, om umiddelbart herefter var en Brann-spiller ualmindeligt tæt på at gøre Jesper Grønkjær kunsten efter, dog var tilbagelægningen så skæv, at den litauiske spiller, der fik chancen, kom ud i en meget spids vinkel, hvorfor Branns svenske keeper Magnus Kihlstedt (eller sådan noget lign.) kunne parrere hans skud. "Det skal nok blive godt.", tænkte jeg. Det blev det ikke.

De litauiske spillere, der tydeligvis helst ville spille teknisk fodbold, havde det meget svært på den langhårede og regnvåde bane. Deres pasninger blev ofte hængende i banen et par meter før deres bestemmelsessted, og deres driblinger lykkedes stort set aldrig, hvilket både skyldtes spillernes ringe kvalitet og deres evnet til at stå fast.

Branns spillere så imidlertid ud til at befinde sig godt på den usle bane, men de må vel også være vandt til det. Desuden var det iøjnefaldende så store de bergensiske spillere var. Flere af dem, må have været tæt på de to meter.
Spillet var langt an på lange pasninger og fysik, dog havde det dog den kvalitet, at de kom godt over fløjenefulgt op af nogle udemærkede indlæg.

Efter et kvarters tid kom Brann foran 1-0 på noget der mindede om en fejlaflevering efterfulgt af lidt tumult foran mål. Senere kom de foran 2-0 på en lignende situation. Så skulle man vel tro, at stemningen ville være i top hos 911 tilskuere, men stemningen efter en scoring, var for såvidt ikke meget anderledes end de klapsalver der efterfulgte et vundet indkast. Man sad og ventede på slagsange og spontane morsomheder, men de udeblev fuldstændig, på nær i en enkel situation, men det vender jeg tilbage til. Under hele første halvleg sad folk som naglet til deres sæder, men i det samme dommeren fløjtede til pause, rejste alle - store som små - sig op, og der blev de stående hele pausen. Så stod vi der og gloede. Mon der skulle ske noget, eller var det normalt, at man rejste sig og stod under hele anden halvleg. Jeg mener, det kan da godt være at de havde en eller anden tradition for at skifte, sådan at alle kunne få deres behov stillet. Sådan var det nu ikke. Så snart spillerne var på banen til anden halvleg, så satte folk sig ned, som i én eneste synkron bevægelse. Havde Obelix været tilstede, havde han uden tvivl udbrudt: "De er tossede de nordmænd!"

Der skete ikke det store de første 25 minutter af anden halvleg, men den litauiske keeper udmærkede sig dog med et par store redninger. Han var i det hele taget en af kampens bedste. Stærk på stregen, mand til mand og ude i feltet. Absolut en kompetent herre, der ikke ville være tosset at få fingre i. Han var helt uden chance ved samtlige Brann-mål, og dem kom der flere af. Men først skulle man igennem et bizart optrin, hvor Brann skiftede hele holdet ud. Alle 11 blev skiftet ud med 11 andre. Oh, hvor det dog fremkaldte moro på blandt tilskuerne. Personligt fandt jeg det en smule "poppet".

Brann's nr. 18.
Noget rystet i det, men talentfuld.

Med med 11 friske spillere på banen kom der igen lidt liv i kluddene. Brann fik scoret to gange til, og Branns nr. 18, et 19-årigt talent, viste forbløffende flot teknik - faktisk mere end samtlige andre Brann-spillere tilsammen. Han var også manden bag begge mål. Endnu en spiller der kunne være interessant at kigge nærmere på. Selvom han blot fik 20 minutter på banen, syntes jeg, at det var imponerende, hvad han nåede at vise under de vanskelige forhold.

Nå ja, jeg lovede jo at vende tilbage til episoden med et enkel udfald af spontanintet. Ved masseudskiftningen begyndte en lille gruppe af fans taktfast at råbe noget, der umiskendeligt lød som "Per Åse - Per Åse -Per Åse - osv. ". Jeg har ikke den fjerneste idé om hvad det skulle gøre godt for, men pigenavne til mænd er jo almindeligt accepteret på de kanter, så måske gav det alligevel mening. Jeg ved det ikke, men det var altså det vildeste og festligste fans'ne kunne præstere.

Kampen var absolut ikke noget at være begejstret over, og jeg er slet ikke i tvivl om, at på en hæderlig bane, så kunne FCK have slået Brann med mindst de 4-0, de slog Litauen med. Ikke desto mindre var aviserne begejstret dagen efter, og den sidste tvivl om en top-tre-placering syntes ryddet af vejen. Min personlige vurdering må være, at hvis de når en tredje-plads, så må den norske liga være ret tynd. Nuvel, man skal ikke ligge for meget i en træningskamp, men jeg kan da oplyse, at Brann tabte årets første kamp i Tippeligan 3-1 på hjemmebane. Så kan man jo tænke lidt over det, hvis man altså gider.

Resten af opholdet i Bergen foregik fodboldløs. Regnen holdt aldrig op, og det regner sikkert endnu. Jeg er hjemme igen, så for min skyld behøver den ikke at stoppe igen før næste gang jeg kommer på besøg. Man bærer vel på et lille håb om, at det én gang for alle kan få regnet af, meeeen så ville jeg kende Bergen meget skidt, hvis det skulle ske.

Det kan altså lade sig gøre at få fodboldoplevelser i Norge. Bevares det var ikke fantastisk, men faktisk er det nu meget skægt at se, hvordan de griber fodbolden an andre steder. Skulle du engang komme til Bergen, så tag da ind og se lidt fodbold. Deres sædvanlige stadion ser umiddelbart fornuftig ud set ovenfra, og ellers er der jo storskærmen på Fotball Puben. Mulighederne er der, så man behøver altså ikke at lide fodboldsultedøden bare pga. lidt regn og et ophold i Bergen.

Husk dog for guds skyld en paraply.......

Deres Udsendte d.y.