Interview med Christian Andersen

Det er en kold januardag. Det er dagen efter at FCK har mødt Herfølge i årets første løbetræning. Fusionsnipsernes udsendte medarbejdere har været så heldige at få arrangeret et interview med FCK’s nye træner Christian Andersen. Han viser sig at være utroligt venlig og meget imødekommende. Den interessante snak vi havde udmønter sig i følgende:

Det var ikke så godt mod Herfølge, men jeg hørte Laudrup udtale, at spillerne havde været i vægttræningscenter om formiddagen og derfor var lidt møre.

Ja, det er rigtigt. Vi har et program, og det følger vi selvom vi skal spille træningskamp. Det vigtigste lige nu er ikke de enkelte træningskampe, men at vi kommer op i omdrejninger og får spillet det nye system ind. Så betyder resultaterne ikke så meget. Det er meget vigtigt, at spillerne kommer i ordentlig fysisk form, så derfor går vi inde i helsecenteret i Parken hver tirsdag og torsdag.

Jeg tror alle FCK’ere er meget nysgerrige efter at høre hvad der er dine planer med holdet.

På nuværende tidspunkt er planen, at vi skal spille et 3-5-2 system med Lønstrup som den frie mand. Det er en meget central plads, specielt når vi får fat i bolden. Så er det meningen, at han skal gå med frem, så vi kommer en mand i overtal. Det vil bevirke at modstanderne bliver nødt til at indrette deres spil efter vores.

Jeg mener, at F.C. København har så stærkt et hold, at spillet til hver en tid skal foregå på vores præmisser, og en af de måder vi kan gøre det på er ved at spille så offensivt, at de bliver nødt til at forsvare sig.

Idet Lønstrup går med frem og agerer sweeper på midtbanen, betyder det at vi skal spille et meget risikobetonet forsvarsspil, hvor vi faktisk kommer til at spille mand imod mand. Vores problem nu er så, at vi ikke har fundet ud af hvem der skal spille de to markeringsspillere. Hvis vi ikke kan finde de to spillere, der kan udfylde denne rolle, må vi lave systemet om, men vi har stadig 12 træningskampe til at finde dem.

Det farligste ved dette system er hvis vi smider boldene væk i vores egen opbygningsfase. Hvis Lønstrup så ligger oppe på modstanderens banehalvdel, får han meget svært ved at nå hjem. Jeg mener så at F.C. København har så gode boldspillere, at når de først kommer op i omdrejninger, så bliver boldene ikke smidt væk. Men det er klart, at det koster nogle mål i optaktsfasen, indtil spillerne har vænnet sig til det.

Det mest populære system i dag er 4-4-2 med et fladt 4-mandsforsvar der dækker zone, men du sværger til 3-5-2 med to markeringsspillere. Hvorfor det?

Jeg mener, at det er den mest fleksible opstilling man kan spille, hvis man har to spillere der kan spille wingbackpladserne. Og det mener jeg FCK har, i Niclas Jensen og enten Thomas Rytter eller Martin Biil. Hvis man for eksempel forestiller sig at man spiller mod Man. United, så vil de to selvfølgelig ikke ligge så langt fremme på banen. Så spiller man nærmest 1-4-3-2. Og hvis vi spiller mod et 2. divisionshold, rykker de længere frem og derved spiller man pludselig med 4 angribere.

Fortalerne for det flade 4-mandsforsvar siger jo at man sparer kræfter ved at spille zone, og at det ofte bliver udslagsgivende i sidste ende.

Jeg mener, at spillerne skal være i så god form, at det ikke bliver noget problem. Og så vil jeg i øvrigt sige, at jeg meget nødigt ville spille med fladt forsvar imod Todi og David, når Brian ligger lige bagved. Hvis Brian tager et par træk og de to andre løber i hullerne, så skal de virkelig være hurtige i det flade forsvar for at nå at fange dem.

En fordel ved at spille 3-5-2 er jo også, at mange af spillerne har spillet systemet før, og derfor er bekendte med det.

De sidste 9 kampe i efteråret spillede FCK 3-5-2 uden at tabe en eneste kamp. Men det var et lidt andet system, idet man spillede med en sweeper, der ikke gik så meget med frem (Piotr Haren - red.). I vores nye system vil Lønstrup ofte ligge foran de to markeringsspillere, og det betyder at de skal placere sig lidt anderledes.

Hvilke spillere mener du kan spille de to markørpladser?

Jeg mener at en spiller som Morten Falch vil være indlysende, hvis han kan komme tilbage til fordums styrke. Han spillede en god anden halvleg i går mod Herfølge. Så er der selvfølgelig Mio, som godt nok lavede en masse personlige fejl i går (træningskampen mod Herfølge, red.). Derudover er der Diego Tur, måske Carsten Hemmingsen, samt en spiller som Kim Madsen, der også er en stærk markør.

Der er også den mulighed at rykke Rytter ned på markeringspladsen, og så spille med Martin Biil på højre wingback. Han har indtil videre gjort det utroligt godt, og spillede godt imod Herfølge. Jeg så Martin spille imod B93 hvor han kom ind, og lagde op til begge de mål, Todi lavede. Han er en spiller, der har det jeg specielt godt kan lide. Han kan runde en mand, og derved skabe overtalssituationen. Det er noget af det vigtigste i moderne fodbold. Der er så også den fordel, at han måske kan spille venstrekanten, hvor vi er lidt tyndt besat, idet vi kun har Niclas Jensen til at spille den.

Hvad med Piotte (Piotr Haren - red.), da han kom til klubben spillede han højrebacken. En opgave som han løste på fornemmeste vis.

Han er også en mulighed, der vil blive prøvet af i træningskampene. Det der er vigtigt for de to markeringsspillere er at de formår at stække modstanderens frontløbere. Det er ikke så vigtigt, at det er gode teknikere, bare de forstår at gå til stålet, hvis I forstår hvad jeg mener.

Du er af den overbevisning at FCK altid skal spille et offensivt system. Hvad er så tilfældet når vi skal spille Europacup ude mod Man. United?

Prøv at se, hvordan det gik Brøndby, da de spillede defensivt mod United. De tabte 5-0! Så vil jeg hellere gå ud og spille offensivt og prøve at vinde kampene.

Jeg mener, at mange hold begår en stor fejltagelse når de går ud med en defensiv indstilling fra start, hver gang de er på udebane. Herved giver de hjemmeholdet 10% større chance for at vinde kampen, allerede inden det første fløjt. Den fejl er der mange hjemlige hold, der begår når de kommer til Brøndby Stadion. Jeg har spillet to kampe derude med AB. Den ene vandt vi 1-0 og den anden tabte vi 3-2 efter at have været foran 2-0.

Med den meget fremadrettede spillestil er det vel vigtigt at alle midtbanespillerne kan noget fremad banen. Er det noget, I arbejder på at forbedre hos de spillere som normalt er mere defensivt indstillet?

Ja, det er selvfølgelig noget de skal lære, men det er ikke det vigtigste lige nu. Først skal spillerne i fysisk form, og lære at spille den form for fodbold som jeg kalder F.F. (flydende fodbold). Hver gang en spiller slipper bolden, skal han rykke i position igen. Jeg vil ikke se en spiller der stopper op når han har sluppet bolden. Det er noget, der tager noget tid at lære, men når det er indøvet kan det være det der gør forskellen.

Den fysiske form er ofte også det der kan gøre udslaget. Hvis vi for eksempel ser på de kampe FCK spillede mod Aarhus Fremad og AaB, så går FCK langt tilbage på banen i de sidste 20 min. Og mister point på det i begge kampe. Mod AaB sad man jo nærmest med den følelse, at hvis kampen havde varet 5 min. længere havde FCK tabt. Det kommer ikke til at ske mere! Spillerne skal op i så god en fysisk form, at de ikke behøver at økonomisere med kræfterne på noget tidspunkt. Jeg har lavet et træningsprogram, der forhåbentlig gør at spillerne kommer i bedre form end de har været før. På den måde regner jeg også med at undgå for mange belastningsskader. På et tidspunkt sidste år stillede FCK jo nærmest med nyt hold til hver kamp, det skal vi prøve at undgå. I AB havde vi stort set ingen belastningsskader i sidste sæson, primært fordi spillerne var i god form.

Vi har udviklet individuelle programmer til hver enkelt spiller, så vi kan styrke netop de sider jeg mener der er behov for. En spiller som Thomas Rytter har jo døjet meget med dumme skader, det kan vi forhåbentlig sætte en stopper for med den nye fysiske træning. Indtil videre har vi trænet i 14 dage, og den eneste gang der er en spiller der ikke har deltaget i træningen, er en dag hvor Hemmingsen havde feber.

Et andet eksempel på vigtigheden af den fysiske opstart kan vi se hos en spiller som Lars Højer. Han var skadet i hele opstarten til sidste sæson, og kom aldrig rigtigt op i omdrejninger. Det var tydeligt at se på hans spil, idet han økonomiserede med kræfterne i løbet af en kamp.

Vi kan vel ikke komme udenom at tale om Brian Laudrup. Hvilken rolle skal han have på holdet?

Brian er tiltænkt rollen som den centrale offensive midtbanespiller. Det kræver selvfølgelig at han erobrer nogle bolde, så hvis han ikke passer ind på den plads bliver han rykket frem i angrebet, og så må vi finde en anden til at spille den centrale midt (formodentlig Kaptajnen - red.). Fordelen ved at bruge Brian som offensiv midt i stedet for decideret angriber er, at vi på den måde får plads til to rigtige angribere. På den måde kan vi virkelig ligge pres på modstanderens forsvar.

Når nu Brian skal spille den offensive midt, hvad bliver så Peter Nielsens rolle på holdet?

Han bliver lidt af en arbejdsmand. En spiller som Brian vil aldrig komme til at lave en stort defensivt arbejde. Derfor er det utroligt vigtigt at de to andre centrale midtbanespillere har et stort løbepensum, så de kan lukke de huller der kommer bagved ham.

Hvordan påvirker det hierarkiet på holdet, når der kommer en verdensstjerne som Brian til klubben?

Brian har været utroligt god til at falde til på holdet. Han er en af de 24, og jeg råber lige så meget ad ham som jeg gør ad de andre. Det er min opfattelse, at Brian trives på holdet, og jeg er meget tilfreds med den måde han er faldet til på. Så det er slet ikke noget problem. Til gengæld er jeg sikker på, at han bliver en utrolig gevinst for holdet, hvis han kan undgå skader.

Du er blevet rost meget for dine træningsmetoder. Hvad gør du for at gøre træningen så interessant som den efter sigende er?

Jeg varierer træningen meget, og så har jeg stort set altid bold med. Det er kun en gang om ugen der ikke er bold med. Jeg mener det er vigtigt at bruge bolden så meget som muligt, da det trods alt er den det handler om. Desuden er det mere motiverende for spillerne at løbe efter en bold i stedet for decideret løbetræning. På den måde skaber man også en mere flydende og attraktiv spillestil. Det er vigtigt, at vi altid går på banen for at vinde og underholde.

Hvad gør en god angriber i dag?

Det vigtigste for en angriber er at han er hurtig, og kan skyde med begge ben. Her har David et lille problem, idet hans venstre ben ligger i køleskabet, om man så må sige. Men vi har udviklet et program til David, som nok skal forbedre ham på det område. En fordel for os er, at vi har 4 gode angribere, hvis Cliford kommer op i omdrejninger. Samtidig har de prøvet meget, på trods af at ingen af dem er så gamle endnu. David og Thorninger har spillet i udlandet, og Todi har spillet mange internationale kampe for det færøske landshold.

Hvilke af vores angribere regner du med skal spille fra start?

Jeg regner med, at det bliver dagsformen der afgør hvem der skal spille på toppen. I og med at vi har fire kvalificerede angribere er vi utroligt privilegerede på det område. Men jeg har ikke fundet ud af hvem der skal starte. En ting vil jeg dog sige. Jeg ville utroligt gerne spille angriber på FCK’s hold, med Brian liggende lige bagved.

Hvad med dødboldssituationer – er det noget I træner meget?

Nej, ikke endnu. Det vigtigste lige nu er at få opbygget grundformen. Desuden er det for koldt at træne dødboldssituationer nu, da det kræver at spillerne står meget stille. Men der er ingen tvivl om, at det er noget vi skal træne meget, idet de fleste mål i dag bliver scoret efter dødbolde. Samtidig har vi en spiller som Brian, der med sine snævre driblinger vil komme til at trække mange frispark. Hjørnespark er også utrolig vigtige. Men vi kan ikke træne dem før jeg ved hvordan holdet skal se ud. En spiller som Morten Falch skal selvfølgelig med frem på hjørne, så det vil være indlysende at træne nogle kombinationer med ham. Problemet er bare at hvis Morten ikke spiller får man ikke meget ud af at træne disse kombinationer. Derfor venter vi til de sidste 14 dage inden sæsonstart begynder med at træne dødboldskombinationer, når jeg ved hvordan udgangspositionen ser ud.

FCK har jo den seneste tid haft en dårlig udnyttelsesprocent på straffe, hvad kan man gøre ved det?

Så langt er vi ikke nået, men det er klart, at der bliver udvalgt to spillere til at sparke straffe, og de skal selvfølgelig træne i at sparke, men enhver spiller kan sparke et straffe ind til træning. Det der er afgørende er, at de kan holde hovedet koldt når der sidder 10.000 - 15.000 på lægterne. De skal nærmest glæde sig til at sparke den ind. Jeg vil så sige, at alle spillerne skal glæde sig til at gå på banen hver gang. Jeg forventer at der kommer i hvert fald 10.000 hver gang i Parken, og det i sig selv skal nok motivere spillerne. Jeg er af den overbevisning, at søndagens kamp skal være ugens højdepunkt. En anden ting vi gør for at motivere spillerne mere er, at vi mødes 3 timer før kampen for at varme op. Før i tiden mødtes de 1½ time før. Nu mødes vi klokken 12 og spiser sammen, og jeg snakker lidt med dem og kommer med mine oplæg.

Nu spiller vi første kamp ude imod Brøndby. Hvad gør du forud for denne utroligt vigtige kamp?

Brøndby spiller jo mod Vejle et par dage tidligere, så der tager vi selvfølgelig over og ser dem. Men ellers vil jeg sige, at medmindre Brøndby køber nogle nye spillere har de ikke noget de kan overraske mig med. Jeg syntes, de spiller et utroligt stereotypt spil. Når en spiller som Colding får bolden kan man lukke øjnene i 10 sekunder, åbne dem igen og vide præcist hvor bolden er. Jeg tror at Brøndby skal ud og købe nogle spillere hvis de vil være med i mesterskabskapløbet.

Ofte har man i de indbyrdes opgør mellem de to klubber set, at det hold der var mest afventende vandt kampene.

Ja, det er rigtigt. Det er fordi det første mål er utroligt afgørende. Men jeg vil så sige, at vi går på Brøndby Stadion for at få alle 3 point, ligesom vi i øvrigt gør på alle stadions. En fodboldbane er ens alle steder, så jeg ser ingen grund til at man skal spille anderledes bare fordi man ikke er på eget græs. Med den trup vi har bør vi ikke være bange for nogle hold i Danmark. Hvis vi så samtidig kan få kombinationerne til at flyde og få kondien helt i top, bliver vi utroligt stærke. Så der er ingen tvivl om at vi går et stort forår i møde.

Med disse lovende ord stopper vi for denne gang, og siger tak til Christian Andersen. På cykelturen hjem diskuteres alle de overvejelser som du netop har læst, og optimismen bobler. Det eneste problem er bare at der endnu er ca. 2 måneder til den første gang vi skal nyde Laudrup og Co. føre Christian Andersens taktiske finurligheder, og fremfor alt positive og fremadrettede fodbold, ud i livet.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 8. februar 1999.