Endelig var der Europa Cup-fodbold i PARKEN igen. Efter exitten i Champions League-kvalifikationen, hungrede spillerne efter at vise, at Europa-eventyret ikke var færdigt for denne sæson.

Der blev indledt med et minuts stilhed til minde for ofrene ved terrorangrebet i USA. Desværre viste de jugoslaviske fans stor usmagelighed ved at pifte og råbe igennem hele minutter. Det resulterede da også i en enorm pibekoncert ned mod D-tribunen, da det ene minut var gået.

Kampen startede med et gys, da der kun var spillet ét minut og Simonovic fra Obilic var alene igennem. Gudskelov reddede Kihlstedt københavnerne for en kold dukkert.

Derefter tog F.C. København over. I det syvende minut er Zuma alene igennem, men bliver tacklet i sidste øjeblik. Et minut senere scorer Heine Fernandez på et skud fra kanten af feltet – et rigtigt flot mål.

De næste 15 minutter går med massivt FCK-pres. Specielt Zuma var den store synder, men samtidig må man give Obilic’ målmand, Goran Simov, kredit for en masse flotte redninger. Publikum savnede dog ikke underholdning, for der var som sagt masser af chancer – der blev bare ikke scoret på nogle af dem.

Som halvlegen skred frem, kom Obilic mere og mere med. Ikke fordi de fik nogle deciderede chancer, men de fik organiseret sig, mens FCK trak sig længere tilbage på banen. I slutminutterne af halvlegen redder Kihlstedt igen København fra en udligning: Djokaj kommer alene med FCKs svenske keeper, men endnu engang trak Magnus sig succesfuldt ud af duellen.

Christian Lønstrup var tilbage på sin "gamle” plads på den centrale midtbane. Der befandt han sig tydeligvis rigtig godt. Løns var omdrejningspunktet på midtbanen, bolderobrer og igangsætter – det lignede Lønstrup som vi kendte ham inden han røg til Cagliari for nu en del år siden.

Anden halvleg startede som den første sluttede. Meget spile frem og tilbage uden nogen former for chancer. Man skulle tyve minutter ind i halvlegen før FCK fremviste et mønsterangreb. Desværre præsterede Simov i Obilic’ mål endnu engang at diske op med en virkelig flot redning på Thorningers forsøg. To minutter efter sender Jacob Laursen dog en lang bold frem mod Heine. Sikkert header han den blødt over målmanden til en fortjent 2-0 føring. Tre minutter efter målet, var det ren uheld at Thorningers frispark ikke endte i målet: Bolden ramte stolpen, så målmanden, hvorpå den trillede langs mållinien inden målmanden fik fat i den.

De jugoslaviske fans viste endnu engang deres grumme side, ved at råbe racistiske tilråb ned mod Zuma efter FCKs sydafrikanske stjerne måtte lade sig udskifte på grund af en skade. Carsten Fredgaard blev skiftede direkte ind på Zumas plads i angrebet.

De resterende minutter blev stille og roligt kørt igennem med sikkerhed over hele linien. Kihlstedt var en sikker sidste skanse, mens Lønstrup bevarede roen på midtbanen. Nu skal der samme arbejdsindsats til nede i Beograd om en uge, og så er vejen banet til anden runde af UEFA Cup’en.