FCK-AaB

Der var lagt i kakkelovnen til det helt store: Forårspremiere, Heine Fernandez i startopstillingen, 15000 ellevilde tilskuere på plads, Brøndby havde snublet på førstepladsen og vi kunne bevæge os et point tættere på førstepladsen.

Men som ofte før formåede vi ikke at udnytte situationen til vores fordel: 1-1 i en kvalitetsmæssig dårlig kamp, men på intensitetsbarometeret var den dog i top.

Kampen startede dog i et højt tempo fra begge hold, men med overvægt i spil til FCK. Det resulterede i et par halvfarlige målchancer men mere blev det heller ikke til. Der skulle dog gå et sus gennem publikum, da Frank Strandli efter kun to minutters spil, var alene igennem med Rune Pedersen. Strandli skød dog lige på Rune som derefter fik afværget.

Som tiden gik, faldt spillet også i tempo. AaB kom mere med i kampen og luftrummet dominerede de totalt. FCK kommer dog til at par chancer i midten af halvlegen – begge ryger dog over og forbi.

36 minutter inde i halvlegen kommer AaB foran ved Andres Oper. Frank Strandli spiller en forholdsvis harmløs bold op i dybden til Oper, der alligevel kommer foran Bo Svensson og får placeret bolden under Rune Pedersen.

Resten af halvlegen forløber med jævnt fordelt spil til begge mandskaber og med lidt mere held havde Todi da også udlignet på et godt gennembrud, men Kléber Saarenpää for blokeret skuddet der så ud til at gå i mål.

Efter pausen starter AaB med et par gode forsøg, men den største chance i starten tilfalder Heine Fernandez der kommer flot op til bolden på et indlæg fra Thomas Thorninger – bolden sniger sig dog lige udenom Jimmi Nielsens mål. Kort efter har Heine et forsøg udefra hvor Jimmi Nielsen er chanceløs – desværre er denne bold også lige forbi mål.

Man fornemmede en vis frustration fra FCKs side. Spillet fungerede ikke rigtigt og AaB var rigtig godt organiseret og klar til at sætte nogle giftige kontraer i gang. Det var svært - specielt for FCKs fløje – at komme ned til baglinien.

Efter 23 minutter af anden halvleg bliver debuterende Christian Poulsen skiftet ind i stedet for Donatas og ikke mange minutter senere ligger han en flot aflevering til Ståle Solbakken der pludselig er alene med Jimmi Nielsen. Ståle falder og dommer Nicolai Vollquartz dømmer straffe der ifølge TV-optagelserne er korrekt.

Heine Fernandez sparker og scorer sikkert til 1-1. Efterfølgende udløser det stor harme hos specielt Jimmi Nielsen der inkasserer et gult kort for brok.

I de efterfølgende minutter ligger F.C. København et pres på AaB og kun fire minutter senere burde den have stået 2-1 til FCK. Todi kommer til baglinien og får lagt den ind til Zuma, men Jimmi Nielsen har en redning i verdensklasse der forhindrer en føring til hjemmeholdet.

Herefter ebber kampen lidt ud – begge hold virker tilfredse med 1-1, men AaB får dog en stor chance i overtiden – gudskelov for FCK sniger den sig forbi mål.

1-1 i forårspremieren er skuffende inden kampens start, men efter slutfløjtet kan vi godt være tilfredse. Det lover godt for Heine og Todi i front når de lærer hinanden bedre at kende. Ståle viste det initiativ der kommer ham til den mest centrale person på holdet og Jacob Laursen ydede endnu engang en stabil indsats i forsvaret. Som helhed er det dog langt fra godt nok – det håber vi der er på næste søndag når vi møder OB herinde i PARKEN.